Hjemmebane kampe skal afvikles i Silkeborg fra oktober
I den kommende sæson påbegyndes arbejdet med at omlægge Riisvangen Stadion, så det lever op til kravene til 1. Division.
Det betyder at vi skal finde et alternativt sted til vores hjemmekampe. Vi kan nu bekræfte at det bliver på JYSK Park i Silkeborg.
Vi spiller vores første fem hjemmekampe på Riisvangen Stadion, og herefter afvikles resten af efterårets og vinterens hjemmekampe fra og med runde 10 i Silkeborg.
Jesper Blicher Dahl fortæller om beslutningen:
“Mens vi renoverer Riisvangen, ville vi gerne have kunnet spille vores kampe i Aarhus, men AGF meldte hurtigt ud, at banen i Vejlby ikke kunne klare tre hold hen over vinteren. Det har vi fuld forståelse for, og da vi i Aarhus ikke har andre baner, der lever op til stadionkravene i 1. division, var vi nødsaget til at kigge udenfor byen.
Vi havde et godt samarbejde med Silkeborg IF, da vi spillede vores pokalkvartfinale hos dem for år tilbage, og vi er glade for, at de er med på, at vi kan leje deres stadion, indtil vi er tilbage på et renoveret Riisvangen Stadion”.
Vi har dermed 4 fastlagte hjemmekampe på Riisvangen, samt en ikke fastlagt kamp:
- 31. juli vs. AaB
- 8. august vs. HB Køge
- 28. august vs. Vejle BK
- 6. september vs. Kolding IF
- 18-21. september vs. Hvidovre IF





