Grube forlænger

Vi er glade for at kunne meddele at vores alsidige midtbanespiller Frederik Kej Grube har forlænget sin kontrakt til 2029.

Frederik Grube kom til klubben i 2022 hvor han startede ud på vores Danmarksserie-hold. Trænerstaben så hurtigt potentiale i den unge fynbo, og i starten af 2023 blev Grube rykket op i førsteholdstruppen.
Siden er det blevet til 118 kampe, hvilket placerer Grube som nr. 10 på all-time-listen over flest kampe for klubben, og nr. 3 i den nuværende trup (overgået af Kirchheiner-brødrene) – og nu har han sat underskrift på at det bliver til endnu flere i den gul-sorte trøje.

Cheftræner Mathias Damgaard har rosende ord om Grube:
“Det betyder rigtig meget for os, at vi kan forlænge med Grube. Han har været en del af klubben i mange år og kender vores spillestil rigtig godt. Grube er blevet en vigtig spiller på banen, men endnu vigtigere er han en stærk kulturbærer i klubben og i omklædningsrummet.
Det er spillere som Grube, der er med til at definere, hvem vi er som klub, og derfor er vi enormt glade for, at han også fremover er en del af holdet.”

Vores nummer 6 sætter ord på forlængelsen:

“Jeg er rigtig glad for at have forlænget min kontrakt i Fremad. Klubben er et fedt sted, og der er gang i et spændende projekt, som jeg trives rigtig godt i og er glad for at være en del af. Jeg glæder mig til at være med til at skabe endnu flere gode oplevelser sammen med vores fantastiske fans i de kommende år.”

Ekstra fakta: Grube foretrækker sit toastbrød helt gennemristet.

August 2026. Foto: Keveren Guillou
Maj 2023. Foto: FotoTrine