Aarhus Fremad har fundet sin nye assistenttræner i 39-årige Alexander Fischer.

Alexander kommer med en baggrund som spiller i Lyngby BK, Randers FC, Viborg FF og Skive IK. I sidstnævnte blev han først spillende assistenttræner og siden cheftræner, mens han også har stået som træner for Young Boys FD.

Cheftræner Mathias Damgaard fortæller om tilføjelsen til trænerteamet:

“Vi har ledt efter en profil med både faglig dygtighed og erfaring. Alexander kommer med erfaring både som assistenttræner og cheftræner, hvilket vil supplere trænerteamet perfekt. Nu glæder jeg mig til at vi, sammen med det øvrige trænerteam, nørder detaljerne i vores spillestil og udtryk, så vi fortsætter vores gode udvikling.”

Direktør Jesper Blicher Dahl uddyber:

”Ønskekriterierne til vores nye assistenttræner var erfaring fra højere niveau, erfaring som cheftræner og stor nysgerrighed på at lære og udvikle sig. Alexander har hele pakken, og da vi erfarede, at han fortsat var sulten på trænergerningen, blev han hurtigt vores første prioritet.
Alexander forlader et godt job i Sparekassen Danmark, og vi er glade for Sparekassens positive tilgang til at få brikkerne til at falde på plads, så Alexander allerede fra torsdag er klar på træningsbanen.”

Alexander starter torsdag den 6. august. Byd ham velkommen til Vangen!

Jesper Blicher Dahl, Alexander Fischer & Mathias Damgaard