Lucas Riisgaard sælges
Vi er blevet enige med Silkeborg IF om et salg af offensivspilleren Lucas Riisgaard.
Lucas blev hentet fra Næstved IF i januar måned og har i løbet af foråret imponeret på banen. Det er blot blevet til 13 kampe for Fremad, men med 6 mål og flotte præstationer, så blev Fremads nr. 47 hurtigt en publikumskæledægge. Nu er det blevet tid til Superligaen for den unge kantspiller.
Jesper Blicher Dahl beretter om salget:
“Da vi hentede Lucas i vinters, så var det ikke planen, at han skulle videre allerede nu. Vi vil gerne, at vores spillere er i Fremad i mere end 6 måneder, så vi også får glæde af at udvikle de kompetencer, spilleren bliver hentet ind på.
Økonomisk er det en rigtig god aftale for os, og Lucas ønskede skiftet og kommer godt videre.
Stor ros til vores rekrutteringsfunktion, der scoutede Lucas` færdigheder sidste efterår hos Næstved i 2. division. Lucas blev hentet ind i vinters, som afløser for Mathias Kubel, og han viste sig hurtigt frem i 1. division med sin fart og stærke gennembrudsspil.”
Vi ønsker Lucas alt det bedste fremover. Held og lykke i Søhøjlandet.




